Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
Header

Sygehus LillebæltpilPresserumpilNyhederpilNy test giver mere sikker undersøgelse for urinvejsinfektion

Ny test giver mere sikker undersøgelse for urinvejsinfektion

En ny test på Sygehus Lillebælt giver et hurtigt og mere sikkert pejlemærke af, om en patient har en urinvejsinfektion. En type infektion, der ses hyppigt, og som kan være livsfarlig.

Tekst: Søren Hygum Hansen, Sygehus Lillebælt
Foto: Charlotte Dahl, Sygehus Lillebælt


Det tager kun få øjeblikke. Så har lægen en ret klar indikation på, om patienten har betændelse i blæren.

På Sygehus Lillebælt har man taget en ny, automatiseret metode i brug til at undersøge patienter for urinvejsinfektioner. En metode, der både er hurtigere og mere sikker end den metode, der i dag bliver brugt, når lægerne skal have et pejlemærke af, om patienten har en sådan infektion.
- Vi får en lynhurtig viden om, hvorvidt patienten har en urinvejsinfektion som for eksempel blærebetændelse eller urinlederbetændelse, siger professor og forskningsleder på Biokemi og Immunologi på Vejle Sygehus, Ivan Brandslund.

Han har sammen med kollegaer fra Medicinsk Afdeling og Klinisk Mikrobiologi gennem halvandet år arbejdet med at implementere metoden, der er blevet testet på urin fra 300 patienter.

Kæmpestore muligheder
Resultaterne har været så gode, at metoden fra den 1. december bliver gjort permanent. Helt konkret vil det blandt andet betyde, at de cirka 60.000 patienter, der årligt ankommer akut til sygehusene i Vejle og Kolding, vil få mulighed for at blive screenet for en urinvejsinfektion med den nye metode.
- Det er ret godt for den akutte patient. Og med den her metode vil vi gerne undgå, at vi overser patienter, der har urinvejsinfektioner, siger reservelæge Eline Sandvig Andersen, der har været med til at implementere metoden.
 

Urinvejstest 2

Ivan Brandslund og Eline Sandvig Andersen er to af hovedkræfterne bag implementeringen.

Overlæge på Medicinsk Afdeling på Vejle Sygehus, Anne Friesgaard Christensen, ser også et stort potentiale i metoden.
- Det er kæmpestore muligheder i det her. Maskinen kan være med til at understøtte din vurdering som læge, siger hun.

Symptomer på urinvejsinfektioner kan let blive forvekslet med symptomer på andre sygdomme – så infektionen i værste fald bliver overset. I yderste konsekvens kan en urinvejsinfektion være livsfarlig, hvis den ikke bliver opdaget i tide.
- Jo kortere tid, der går til, at vi kender svaret på prøven, jo hurtigere får patienten også den rette behandling. Og så kan vi i mange tilfælde sende patienten hjem igen, fordi en sådan infektion ikke nødvendigvis kræver indlæggelse på sygehuset, fortæller Ivan Brandslund.

Automatiseret med rørpost
I dag bruger man især to tests, når man mistænker patienter for at have en urinvejsinfektion. Den ene er en såkaldt dyrkning af urinen, hvor man i et laboratorium undersøger urinen for bakterier, og den giver det mest præcise billede af, om patienten har infektionen.
 

Urinvejstest 1

Prøverne sendes igennem systemet - og behandles lynhurtigt.

Der går dog op mod et døgn fra prøven er taget og til, at resultatet ligger klart, og derfor benytter personalet sig af såkaldte urinstix – små plastikstrimler - til at få et pejlemærke af, om der er en infektion. Stixen dyppes i urinen og skifter farve, hvis der er indikationer på en infektion.

Sådan en test giver dog ikke altid et retvisende billede, og derfor har man altså implementeret en tredje metode, der inkluderer en maskine, der kan stå på et bord, og som kan give et bedre pejlemærke i løbet af kort tid.

Samtidig er metoden automatiseret, fordi prøven sendes via rørpost – det vil sige et system, hvor beholdere med prøver via rør lynhurtigt sendes fra én afdeling på sygehuset til en anden, og svaret på prøven bliver siden automatisk givet i laboratoriesystemet. 
- Det tager 30 sekunder at sende prøven frem gennem rørene, og det tager 34 sekunder at analysere prøven i maskinen. Så i løbet af bare få minutter har vi et svar, der er endnu mere sikkert, end hvis vi tester med stix, forklarer Ivan Brandslund. 

 


Siden er sidst opdateret 04-11-2019.
Kontakt: Anna-Esther Nielsen - OUH



Sygehus Lillebælt | Telefon 76 36 20 00 | Send sikker e-mail til Sygehus Lillebælt