Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
Header

Sygehus LillebæltpilPresserumpilNyhederpilSygehus Lillebælt vil have færre urinvejsinfektioner

Sygehus Lillebælt vil have færre urinvejsinfektioner

En 12 ugers kampagne blandt medarbejderne skal nedsætte antallet af patienter, der får blærebetændelse ved at have kateter i.

Tekst: Anne-Mette Vargas Johnsen, Sygehus Lillebælt
Foto: Charlotte Dahl, Sygehus Lillebælt


Man skal tisse hele tiden, og det svier, når man gør det. Det er de mest almindelige symptomer på blærebetændelse, også kaldet en urinvejsinfektion. I nogle tilfælde kan blærebetændelsen give feber, og den kan brede sig op gennem urinvejene og blive til noget mere alvorligt, en nyrebækkenbetændelse. I de helt sjældne tilfælde kan infektionen udvikle sig til blodforgiftning (bakterier i blodet), og så skal man indlægges akut.

Patienter, der har fået anlagt et kateter i urinrøret for at få hjælp til at tømme blæren, har større risiko for at få en urinvejsinfektion, og det skal der nu gøres noget ved på Sygehus Lillebælt. Derfor har de tre sygehuse Vejle Sygehus, Kolding Sygehus og Rygcenter Syddanmark i Middelfart netop sat et stort arbejde i gang for at nedbringe antallet af patienter, der får blærebetændelse, når de har et urinvejskateter.
- Det er oftest ældre patienter, der får anlagt urinvejskateter, og en del af dem kan have nedsat immunforsvar. De patienter har en større risiko for at få en blærebetændelse under indlæggelsen Og det kan man faktisk dø af, hvis infektionen udvikler sig til blodforgiftning. Vi har også patienter, som kommer ind pga. en anden infektion, og så er det uheldigt at få en blærebetændelse oveni, siger Ulla Zachrau, som er hygiejnesygeplejerske på Sygehus Lillebælt og dermed ekspert i bakterier og hygiejne.
 

Ulla Zachrau
 
 

Hygiejnesygeplejerske Ulla Zachrau rådgiver sine kolleger i, hvordan man kan undgå infektioner.

Mellem 25 og 33 % af de patienter, som har fået en infektion på et sygehus i Danmark, har fået en urinvejsinfektion, og på landsplan skønner man, at det drejer sig om 15-20.000 tilfælde. Langt de fleste har fået infektionen via et urinvejskateter. Fordi så mange patienter får denne type infektion, er der rigtigt meget at hente ved at forebygge. 

Strækker sig over 12 uger
Målet med kampagnen er at bruge færre blærekatetre, og hvis de ikke kan undgås at fjerne dem hurtigst muligt. Derved opstår der færre blærebetændelser og færre blodforgiftninger. Sygehus Lillebælts kampagne, som netop er skudt i gang, strækker sig over 12 uger og indeholder mange elementer:

• der er udpeget en antibiotika-infektionshygiejne-ansvarlig speciallæge i hver afdeling, og de er blevet undervist særskilt af kliniske mikrobiologer (speciallæger)
• alle afdelinger har nu adgang til at se antallet af egne patienter med infektioner i et overvågningssystem, der viser, hvilken patient, der har fået præcist hvilken infektion
• træning af sygeplejersker i at anlægge kateteret helt korrekt
• korrekt håndhygiejne
• patienter kan i stedet for et kateter bruge en ble eller få et uridom sat på. Det er en lille pose, urinen bliver opsamlet i
• patienter kan bruge engangskatetre, så de selv kan tømme blæren og ikke skal have et kateter siddende flere dage eller uger i træk
 

Katetercafe

Kampagnen blev skudt i gang med en "kateter-cafe" på Vejle Sygehus med infomationer og katetertræning på dukker.

- Vi skal sikre os, at vores medarbejdere er helt skarpe på, at vi kun lægger et urinkateter, når det er strengt nødvendigt. Det er også vigtigt at have fokus på, hvor længe det er nødvendigt at have det, at kateteret er den rette type, og at hygiejnen omkring kateteret er helt i top. Det gælder også, når vi sender patienter ud til videre pleje i kommunerne. Her skal hjemmesygeplejerskerne være lige så skarpe, så vores indsats strækker også hånden ud til dem i form af bl.a. en instruktionsfilm, som er på vej, fortæller hygiejnesygeplejerske Ulla Zachrau.

Sygehus Lillebælt vil løbende følge op på, hvordan kampagnen har virket, både i forhold til medarbejdernes viden og håndtering af katetre og antallet af urinvejsinfektioner. Kampagnen er en del af en forstærket indsats i hele Region Syddanmark.


Siden er sidst opdateret 13-09-2019.
Kontakt: Anna-Esther Nielsen - OUH



Sygehus Lillebælt | Telefon 76 36 20 00 | Send sikker e-mail til Sygehus Lillebælt