Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
Header

Sygehus LillebæltpilPresserumpilNyhederpilPersonalet undgår løft og hjælper patienten

Personalet undgår løft og hjælper patienten

I tre år har personalet på intensivafdelingen på Kolding Sygehus – med succes - brugt en særlig skånsom metode, når de skal flytte en patient. To sygeplejersker fra afdelingen er nu trænere i metoden, som de kan undervise kollegaer fra hele sygehuset i.

Tekst: Søren Hygum Hansen, Sygehus Lillebælt
Foto: Charlotte Dahl, Sygehus Lillebælt

De to sygeplejersker hjælper nænsomt patienten frem i sædet af lænestolen ved at trykke let på toppen af ryggen.

Derefter lægger de en flad hånd på patientens lår og skubber samtidig blidt på ryggen, så patienten – som det mest naturlige – forsigtigt rejser sig op. Det ser legende let og ubesværet ud.

”Patienten” er i dette tilfælde en kollega, der agerer forsøgsperson for sygeplejerskerne Anna Hedegaard Rasmussen og Anne Breier fra intensivafdelingen på Kolding Sygehus. De demonstrerer, hvordan de med en helt særlig metode får hjulpet en patient, der har svært ved at bevæge kroppen, til at komme op og stå.

Bestod uddannelse i Tyskland
Metoden hedder kinaesthetics og har i stigende grad gennem tre år – og med stor succes – været brugt på intensivafdelingen. Og som noget nyt kan Anna Hedegaard Rasmussen og Anne Breier nu også kalde sig trænere i kinaesthetics, efter at de netop har bestået en toårig uddannelse i metoden i Tyskland. Nu er planen, at de fremover selv skal uddanne kollegaerne på intensivafsnittet – og være med til at udbrede kinaesthetics til andre afdelinger på Sygehus Lillebælt.
- Det er ikke kun os, der skal have glæde af det, det skal andre afdelinger også. Det er gavnligt for patienten, men i høj grad også for personalet, siger Anna Hedegaard Rasmussen.
 

Kinaesthetics 1

Anna Hedegaard Rasmussen og Anne Breier hjælper en kollega op af en stol.
 

Kinaesthetics er – groft sagt – en metode, hvor man på en blid og skånsom måde hjælper patienten til at bruge sine egne kræfter, når vedkommende skal flyttes fra ét sted til et andet. For eksempel i de tilfælde hvor en patient skal vendes i sengen.

Det vil på normal vis foregå ved, at to sygeplejersker i fællesskab bruger deres egen vægt til at flytte patienten. Men med kinaesthetics vil man frem for at løfte patientens ben i stedet blidt og roligt skubbe til det, så patientens egen muskelkraft bliver aktiveret gennem de særlige bevægelser.
- Man kan sige, at vi derved udnytter de fysiske ressourcer, som patienten har, selvom vedkommende måske er svækket. Vi løfter ikke, men patienten bærer sin egen vægt ved at bruge de helt rette dele af kroppen og de rette bevægelsesmønstre, fortæller Anne Breier.

Gavnlig for helbredet
Der er beviseligt, at metoden, der er udbredt i blandt andet USA, Tyskland og Italien, er gavnlig for patientens helbred, fordi den blandt andet fører til færre smerter. Og den er uden tvivl mindre belastende for personalet.
- Vi har ikke haft nogen ryg- og skulderskader hos de ansatte, siden vi for tre år siden så småt begyndte at implementere metoden på afdelingen. Og mange patienter har nævnt, at det er en god, nænsom måde at blive flyttet på. Det er fantastisk, fortæller afdelingssygeplejerske på intensiv-afsnittet, Dorthe Bank Madsen.

Anna Hedegaard Rasmussen fortæller, at traditionelle løft slider på alle.
- Hvis man laver samme løftebevægelse 10 gange hver dag, øger man patientens spænding i kroppen og dermed også sin egen spænding, siger hun.
 

Kinaesthetics 2
De to sygeplejersker er nu trænere i flytte-metoden.
 

De to, nyuddannede trænere afholder det første kursus for en række kollegaer til september. Erfaringen er, at det tager noget tid, før metoden er en naturlig del af arbejdet med patienter, der har svært ved selv at bevæge kroppen.
- Det kræver en stor indsats og tålmodighed for dem, der bliver uddannede i det, og som skal bruge det i praksis. Men vi ved blandt andet, at patienterne ved hjælp af denne metode hurtigere kommer på benene fra sengekanten og over i en stol end på traditionel vis, hvor patienten skal løftes derover i en lift, siger Anna Hedegaard Rasmussen.

Det var et sats, da intensivafdelingen for tre år siden lod de første sygeplejersker uddanne sig i kinaesthetics. Det krævede tid og ressourcer. Men satset var vellykket.
- Det har været godt og haft en stor betydning. En succes, konstaterer Dorthe Bank Madsen.

 


Siden er sidst opdateret 02-07-2019.
Kontakt: Anna-Esther Nielsen - OUH



Sygehus Lillebælt | Telefon 76 36 20 00 | Send sikker e-mail til Sygehus Lillebælt