Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
Header

Hjælp til værdig død udløser pris

For mange patienter er det alfa og omega at få mulighed for at dø derhjemme. Men nogle gange bliver presset for stort for de pårørende, der kommer til at stå alene i en meget vanskelig situation. Mie Kallestrup Isaksen er netop tildelt årets Marguerittepris, da hun på mest fornemme vis hjalp en familie, hvor manden ønskede at dø derhjemme.

 

Margueritte 2017

Årets Margueritteprisvinder, Mie Kallestrup Isaksen.

 

Af Mikkel Dybtved-Ntarampa Andersen, mikkel.andersen3@rsyd.dk
Fotos: Charlotte Dahl, Sygehus Lillebælt

 

En lørdag formiddag ringer en pårørende til Øre-Næse-Halsafdelingen på Vejle Sygehus. Hun kommer til at tale med sygeplejerske Mie Kallestrup Isaksen, der har vagt det pågældende tidspunkt.

Årsagen til opkaldet er, at manden er døende, og hustruen føler ikke, hun kan stå alene med manden i den svære situation. Det er ellers mandens største ønske at dø derhjemme.

Excellent sygepleje
Mie Kallestrup Isaksen er en relativt nyuddannet sygeplejerske fra 2013. Hun overvejer hurtigt situationen og taler langsomt hustruen til ro. De snakker sammen om, at risikoen for, at patienten dør på vej til sygehuset, er stor. Patienten risikerer derfor at dø i en ambulance på landevejen stik imod sine ønsker.

 

Margueritte 2017
Mie Kallestrup Isaksen fortæller, hvorfor prisen er vigtig for hende.
 

Hustruen kan godt følge denne problematik. De aftaler i stedet, at patienten forbliver i eget hjem. Mie Kallestrup Isaksen forklarer detaljeret, hvordan en død typisk forløber, og hustruen bliver klædt på til at klare sig igennem denne vanskelige situation.

- Det er virkelig flot sygepleje, hvor Mie Kallestrup Isaksen opfylder en døendes ønsker og giver de pårørende en tryghed til at gennemføre en flot afslutning af livet, roser Helle Adolfsen, der er sygeplejefaglig direktør på Sygehus Lillebælt, som Vejle Sygehus er en del af.

- Hun gør noget ud over det sædvanlige – excellent sygepleje – og det vil vi gerne hædre, fortsætter Helle Adolfsen som begrundelsen for, hvorfor netop Mie Kallestrup Isaksen skal have årets Marguerittepris.

Margueritteprisen 2017
I alt har dommerpanelet modtaget 20 indstillinger til årets Marguerittepris, som uddeles til en person, der har udført noget ud over det sædvanlige – excellent sygepleje. Der skal være tale om en handling eller plejeopgave, der ligger udover det sædvanlige og krævede.
Samtidig bliver indsamlingen af marguerittehistorier brugt til at drive den faglige udvikling til nye højder på Sygehus Lillebælt, da alle læringspunkterne fra de 20 historier vil blive brugt og fortalt.

- Vi kan alle blive bedre, og det gør vi blandt andet ved at lære af dem, som har ydet et fremragende stykke arbejde, forklarer Helle Adolfsen.

 

Margueritte 2017
300 sundhedsfaglige fra Sygehus Lillebælt tildeler årets margueritteprisvinder Mie Kallestrup Isaksen stående ovationer.
 

Inspirationen til Marguerittehistorier og den årlige Marguerittepris kommer fra USA, hvor man anvender ’Daisy-awards’ for at skabe læring og for at anerkende den ekstraordinære indsats.
 

Margueritte 2017

- Jeg er superstolt og beæret over at modtage årets Marguerittepris, og samtidig er det en flot anerkendelse af det arbejde, vi gør hver dag. Det gælder både mig og mine kolleger, siger Mie Kallestrup Isaksen og uddyber, at de løbende modtager henvendelser fra både patienter og pårørende.
- Det giver et boost, og betyder rigtigt meget, vurderer Mie Kallestrup Isaksen.


Siden er sidst opdateret 05-05-2017.
Kontakt: Anna-Esther Nielsen - OUH



Sygehus Lillebælt | Telefon 76 36 20 00 | Send sikker e-mail til Sygehus Lillebælt