Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
Header

Nemt at bevare brystet med ny operationsteknik

Med en ny teknik kan patienter – også dem med små bryster - nu bevare brystet, selvom de får fjernet en stor knude. Det betyder meget for kvindernes livskvalitet, og den efterfølgende behandling kan igangsættes hurtigere.

Af Kir Klysner 

På Sygehus Lillebælt er der indført en ny operationsteknik, som kan hjælpe kvinder med at bevare brystet, selvom de får fjernet en stor knude.

Kirurgerne på Sygehus Lillebælt kan benytte det overskydende væv, som er lige ved BH-linjen under brystet som erstatning for det, der skal fjernes. De fleste kvinder har her ekstra væv f.eks. efter at have født.

På den måde undgår man at fjerne brystet helt.

”Vores patienter skal forholde sig til at have brystkræft, og de skal samtidig forholde sig til at skulle igennem en operation og måske have fjernet brystet.  Når patienter får den besked er de nervøse for, om de kan bevare deres kvindelighed. Med den her teknik, kan de være tilfredse med deres krop. Det er også vigtigt for os, ligesom det er vigtigt for os at gøre dem raske,” siger Pernille Zeuthen, som er brystkirurg på Sygehus Lillebælt.

De eneste i Danmark
14 patienter har været igennem operationen, og alle operationer er vellykkede. 

”Teknikken kan også bruges på andre patienter end dem med en a-skål, men det er især disse patienter, vi har haft svært ved at hjælpe, fordi der ikke var væv nok til at kunne bevare brystet, når vi har fjernet kræftknuderne,” fortæller Pernille Zeuthen, som har indført metoden på Vejle Sygehus sammen med Lars Stolle, som er tidligere plastikkirurg på Sygehus Lillebælt.

Inspirationen til den nye operationsteknik er hentet i England og blev mulig, da Pernille Zeuthen og Lars Stolle opdagede, de havde fået samme ide.

Hurtigt videre til behandling
Tidligere kunne kirurgerne på et senere tidspunkt lave en rekonstruktion af brystet, hvis patienten ønskede det, men det er en meget mere kompliceret og risikofyldt operation.

Med den nye teknik kan patienterne endda komme hurtigere videre i f.eks. strålebehandling, fordi det er et mindre indgreb end at få fjernet brystet helt, og dermed er der mindre risiko for komplikationer.

Virkelig flot lavet
Anne-Lene Erreboe er en af de første patienter, som har været igennem operationen, da hun skulle have fjernet cirka en tredjedel af det ene bryst, hvor der var en stor knude og fem satellitter.

"Jeg blev rigtig glad, da jeg hørte, at den brystbevarende operation var en mulighed for mig. Både plastikkirurgen og Pernille (Zeuthen, brystkirurg på Sygehus Lillebælt, red.) indgød optimisme og tryghed. Tanken, om at hele brystet skulle fjernes, og at jeg efter et års ventetid skulle have rekonstrueret brystet med svinehud og implantat, var ikke rar,"  fortæller Anne-Lene Erreboe.

"Det betød virkelig meget for mig at kunne beholde brystet, og jeg er ovenud tilfreds med resultatet. De har lavet det rigtig fint. Det kunne ikke have været bedre. Alle burde have det tilbud, hvis knudens omfang og placering gør det muligt."

Inden operation tjekker lægerne i en ultralydsscanning om blodtilførslen er i orden. Derefter planlægger de operationen, hvor både brystkirurgen, der skal fjerne knuden, og plastikkirurgen, der skal genskabe brystet, er til stede. Patienten er indlagt en eller to dage. Patienterne oplever nogle smerter bagefter, og det strammer op i den side, hvor indgrebet er foretaget. Smerterne hører op og stramningen forsvinder også ligeså langsomt. 


Siden er sidst opdateret 03-01-2017.
Kontakt: Anna-Esther Nielsen - OUH



Sygehus Lillebælt | Telefon 76 36 20 00 | Send sikker e-mail til Sygehus Lillebælt