Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
Header

Ventetid på blodprøvesvar skal endnu længere ned

Laboratoriet på Sygehus Lillebælt er allerede Danmarks hurtigste, men lige nu arbejder de ihærdigt på at få svar-tiderne på blodprøverne endnu længere ned.

Af Kir Klysner, foto: Charlotte Dahl 

Det er ikke kun elitesportsfolk der arbejder på at forbedre deres tider. Det gør laboratorierne på Sygehus Lillebælt også, så patienterne kan få hurtigere svar og lægerne igangsætte den rette behandling.
Processen, fra at en blodprøve bliver taget hos patienten og til resultatet ligger klar, bliver gennemgået med tættekam på Sygehus Lillebælt, så den rette behandling kan blive igangsat hurtigst muligt. Det tager lige nu en halv time at få resultatet for de mest akutte prøver og en time for de prøver, der ikke har en stram bagkant.

Der er opfundet, udviklet og indført et større rørpostsystem til at fragte blodprøverne fra afdelingerne og ned på laboratoriet med rekordfart. Og laboratoriet er robotiseret og automatiseret fra gulv til loft.

”Vi leder hele tiden efter flaskehalse. Hovedreglen er at tage den største først. Den første var at få blodprøven herned, den næste er centrifugen,” fortæller professor og overlæge på Klinisk immunologi og biokemi på Sygehus Lillebælt, Ivan Brandslund.  

Ny robotarm testes
Lige nu er der fokus på den del af processen, hvor blodet skal centrifugeres, hvilket er nødvendigt for at måle forskellige værdier i blodet. I dag er det sådan, at centrifugen først skal fyldes op med blodprøveglas af en robot, derefter skal den startes og centrifugeres og så standse igen, hvorefter blodprøverne tages ud. Hele processen tager 25 minutter.

Men nu er der en ny teknologi på vej, hvor centrifugen kan køre konstant videre, mens blodprøverne placeres med en robotarm i fuld fart – 50-300 km i timen.  Det vil kunne reducere prøvetiden med 19 minutter, så svar-tiden kommer under 45 minutter på næsten alle prøver.

- Det er altså ret mange minutter, vi sparer, når man taler om prøver fra 1000 patienter om dagen, det er cirka 300 timer, konstaterer Ivan Brandslund.

Vigtig viden for lægen
Ledende overlæge på Medicinsk afdeling på Vejle Sygehus, Ejler Ejlersen, er allerede tilfreds med svar-tiderne i dag, men det må selvfølgelig gerne gå hurtigere, for svarene er et meget vigtigt værktøj for lægerne.

”Blodprøverne er jo med til at stille diagnosen, hvilket jo er grundlag for behandlingen. Men ligeså tit er prøverne med til at udelukke noget, og det er jo mindst ligeså vigtigt. Det kan f.eks. være ældre medborgere, hvor man mistænker sygdom. Hvis de ikke fejler noget, så er det altså sjældent godt for dem at blive indlagt. Det sker selvfølgelig, at vi iværksætter behandlingen, inden vi får svar fra prøverne f.eks. hvis der kommer en patient ind med tegn på meningitis, men oftest venter vi på svarene, og dem får vi allerede meget hurtigt i dag.”

Innovation – og vi bliver hørt
Historien var en helt anden, da Ejler Ejlersen var nyuddannet.

”Da jeg var ung læge måtte vi jo vente med svar til dagen efter. Det er dejligt at have en afdeling, der konstant sørger for at levere den højeste faglige kvalitet til de kliniske afdelinger. De sørger for de rigtige resultater og for at resultaterne kommer så hurtigt som muligt. Jeg oplever, at de har en klar innovativ tilgang.”

Centrifugen er baseret på en idé af Ivan Brandslund og udviklet af HC Smede i Børkop i samarbejde med Vejle Sygehus. Det har indtil nu taget tre år at udvikle teknologien. Den er netop blevet funktionstestet på laboratoriecenteret i Vejle, og testen gik over al forventning.

- Det hele kørte, som det skulle. Den virkede fuldstændig perfekt. Og faktisk var resultaterne bedre og mere sikre, end hvis det havde været gjort med vores gængse teknologi eller manuelt, fortæller Ivan BrandsIund.

Produktionstype på vej

Det betyder, at der i løbet af det kommende år skal bygges en godkendt produktionstype. Den forventes at være klar om cirka et år, hvor den så kan sættes direkte ind i laboratoriecenteret og benyttes i den daglige drift.  

Syddansk Vækstforum har støttet projektet med 1,5 millioner kroner fra OPI-puljen til offentligt og private innovationsprojekter.

Det er med sikkerhed ikke det sidste, de udvikler i laboratoriet på Vejle Sygehus. Der arbejdes allerede nu med, hvad professor Ivan Brandslund kalder ”kronen på værket”, som er et nyt avanceret it-system, et ekspertstøttesystem til vurdering af analyseresultaterne til hjælp til lægerne. Målet er at få blodprøvesvar ned på fem minutter for alle akutindlagte.

 

Blod_centrifuge_a

Ny blodcentrifuge på vej på Sygehus Lillebælt, hvor blodprøverne springer på karrusellen, mens den kører i stedet for, at laboranten manuelt skal håndtere prøverne og stoppe og starte maskinen igen. Her er det ingeniørstuderende Christoffer Bjerre, der forklarer nogle af medarbejderne i Laboratoriecenteret, hvordan den nye centrifuge fungerer. Foto: Charlotte Dahl

centrifuge_d

Laboratoriechef Ivan Brandslund flankeret af samarbejdspartner Henrik Holm, de rer direktør i HC Smede i Børkop samt ingeniørstuderende Christoffer Bjerre. Foto: Charlotte Dahl 

blodcentrifuge_b
 
centrifuge_c

 


Siden er sidst opdateret 21-12-2016.
Kontakt: Anna-Esther Nielsen - OUH



Sygehus Lillebælt | Telefon 76 36 20 00 | Send sikker e-mail til Sygehus Lillebælt