Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
Header

Vejle Sygehus er Danmarks bedste

Vejle Sygehus

 

Dagens Medicin har netop offentliggjort, at Vejle Sygehus for niende gang er kåret til Danmarks bedste mellemstore sygehus. I alt er Vejle Sygehus blevet vurderet på 31 forskellige typer undersøgelser og behandlinger, og af disse har Dagens Medicin fundet frem til, at sygehuset er bedst i seks kategorier samt en andenplads på patienttilfredshed. Det rækker til en samlet førsteplads.


Kommer ikke af sig selv
Kåringen skaber naturligvis glæde hos sygehusdirektør Dorthe Crüger.


- Vores vision om ”patienten først”, dygtige kolleger og et innovativt personale er efter vores opfattelse fundamentet i et godt sundhedsvæsen, og jeg er stolt over, at andre også kan se, at vi klarer det flot her på sygehuset, lyder det fra Dorthe Crüger, der roser hele personalet for en ihærdig indsats:


- Alle løber stærkt, men jeg håber, at vi i dag lige stopper op og får klappet os selv på skuldrene, for det er godt gået, at vi nu igen er Danmarks bedste mellemstore sygehus, siger hun.


Sygehusdirektøren understreger dog også, at det ikke er et mål i sig selv at ligge nummer et. Det handler først og fremmest om altid at gøre det bedst mulige for de mange patienter, der hver eneste dag kommer på sygehuset for at få hjælp.


Kåringen af Vejle Sygehus som landets bedste mellemstore sygehus kommer kun to uger efter, at Dagens Medicin kårede sygehuset til også at være landets bedste kræftsygehus.


Fejring i forhallen
Dagens Medicin kommer i forhallen på Vejle Sygehus og overrækker prisen i dag torsdag klokken 15.15. Fejringen indeholder taler, og sygehuset byder både patienter og medarbejdere på et glas alkoholfri champagne og chokolade. 

 

 


 


Siden er sidst opdateret 15-12-2016.
Kontakt: Anna-Esther Nielsen - OUH



Sygehus Lillebælt | Telefon 76 36 20 00 | Send sikker e-mail til Sygehus Lillebælt