Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
Header

Færre børn skal bedøves til en MR-scanning

To ud af tre børn i alderen fire til ti år bliver lagt i narkose, når de skal scannes i en MR-scanner. Det tal skal ned. Derfor har Kolding Sygehus skabt et nyt legeunivers. 

Af Kir Klysner. Foto Charlotte Dahl

Det er svært at ligge stille. Det larmer meget, og det er lidt skræmmende at ligge inde i scannerens rør.  Mange børn kan ikke gennemføre en MR-scanning og må derfor bedøves. Det vil man helst undgå, da bedøvelse af de fleste børn opleves som skræmmende, og da der altid er en risiko forbundet med bedøvelse. Derfor har Kolding Sygehus skabt et nyt tryghedsskabende lege-univers omkring MR-scanning af børn, som skal gøre det sjovt og slet ikke farligt.

”Vi har jo oplevet mange børn, der blev bange, når de skulle scannes. Nu kan forældrene forberede sig med børnene derhjemmefra, og når de kommer her, så vil det føles som om, de har været her før,” siger MR-specialist og konstitueret afdelingsradiograf på Kolding Sygehus Kim Jensen.
 

 

MR-scanner
Når familien ankommer til en MR-scanning på Kolding Sygehus har de
allerede prøvet det hele derhjemmefra. Først skal fire figurer scannes for
at undersøge, hvad de fejler.


Hjemme i sofaen
Allerede hjemme i sofaen kan forældre og børn nu se, hvordan MR-scanningen foregår. Kolding Sygehus har udviklet en app, hvor børnene bl.a. skal scanne forskellige figurer i en mini-MR-scanner. På den måde finder de ud af, hvad f.eks. krokodillen og robotten fejler. Senere skal de gøre præcis det samme, når det kommer på sygehuset.

”I legen ved mini-scanneren bytter børnene roller med radiografen for at afmystificere det. Vi skaber genkendelsen ved, at de ser de forskellige rum og de samme figurer, som de også møder her på sygehuset. Og så har vi tænkt noget spil indeholdende patientinformation også kaldet gamification ind i det, for at skabe læring,” fortæller Kim Jensen, som sammen med fire kolleger på Kolding Sygehus har fået en særlig efteruddannelse i det pædagogiske omkring MR-scanning af børn.

”Det kan da være skræmmende at ligge i sådan en scanner, der larmer så meget som hvis en bus kørte ind i en lastbil. På Ipad´en bliver de introduceret til kernebudskaberne, at det er sjovt, du må gerne få din mor og far med, og det larmer rigtigt meget. Du må ikke have metal på dig, og du skal ligge stille. Vi har tænkt det hele sammen i en rejse,” fortæller ledende overlæge Ib Erik Jensen.  Lægerne er afhængige af resultatet fra MR-scanningerne til udredning og kontrol af forskellige sygdomme, og da MR-scanneren ikke udsætter patienten for stråling bliver teknologien mere og mere udbredt.
 

 

MR-scanner

Alle metalgenstande skal af inden scanningen.
7
-årige Frederikke Pagh Jensen har øvet det på Ipad´en.
 

Fjerner fokus fra det farlige
Lige nu bliver 69 procent af alle børn mellem 4 og 6 år bedøvet, når de skal MR-scannes på Kolding Sygehus. Det tal skal vendes 360 grader rundt, så det maksimalt er ved hver fjerde scanning, at lægerne er nødt til at vælge den udvej.

”Jeg er helt sikker på, vi kommer til at flytte den oplevelse børnene har, når de skal scannes. Vi får fjernet fokus fra, at det er farligt at ligge i den her cylinder, til at det er sjovt og spændende,” siger Kim Jensen, som sammen med ledende overlæge Ib Erik Jensen har indtaget nye roller som manuskriptforfatter og spiludvikler i projektet, hvor de har arbejdet tæt sammen med Syddansk Sundhedsinnovation.

Spillet og de særligt indrettede rum omkring scanneren er nu klar til brug. Det grafiske design er udviklet af spilfirmaet Oddlabs efter inputs fra røntgenafdelingen og Syddansk Sundhedsinnovation.  Fra tirsdag den 8. november 2016 køres en testperiode med patienter i tre måneder. Fra 1. februar 2017 forventes fuld drift.

 

MR-scanner

Under selve scanningen kan barnet se mor og far og følge med
i en film efter eget valg. 

Der kan frigives tid
Projektet evalueres på fire parametre – tid, billedkvalitet, patienttilfredshed – og dermed også forældrenes tilfredshed, og hvor mange gange det lykkes at gennemføre scanningen uden brug af bedøvelse.

”Det vigtigste i det her projekt er at skabe en god oplevelse for børnene, men vi vil også efterfølgende kigge på det økonomiske og tidsmæssige aspekt. Hvis vi ikke kan gennemføre en scanning, fordi barnet bliver utrygt, så skal vi indkalde til en ny scanning, hvor barnet skal bedøves, og der er også anæstesipersonale på. Vi kan frigive personalets tid og tider til MR-scanninger, hvis det her lykkes,” siger overlæge Ib Erik Jensen.

Undervejs i projektet er der hentet inspiration fra bl.a. Rigshospitalet, som viser film for børnene, mens de bliver scannet og OUH, som har universet HC And på deres børneafdeling – som også er et digitalt univers. Kolding Sygehus er det eneste sted i landet, hvor lege-universet er både fysisk og digitalt – og gennemført omkring MR-scanningerne.


Genkendeligt hele vejen 
”Universet starter allerede i børneafdelingen, hvor afdelingens maskot Rumle og det omgivende univers bliver gennemgående tryghedsfaktor. Genkendelighed skaber tryghed for barnet. Ud over den forventede mindskede brug af narkose i forbindelse med MR-scanning vil det kunne give alle patienter en bedre oplevelse, og give patienterne bedre forudsætninger for at gennemføre en MR-scanning på trods af eventuelle tendenser til klaustrofobi. Projektet rækker altså langt ud over børnerækkerne, og det er et fremragende eksempel på de måder, hvorpå man netop i disse år arbejder intensivt med at menneskeliggøre teknologi,” mener Ib Erik Jensen.

Barnet guides og leges hele vejen igennem af trolden Rumle, der også har lagt navn til app´en ”Med Rumle i MR”. 


700 børn bliver hvert år scannet på Kolding Sygehus. Her kommer børn fra hele Sønderjylland til scanning. Det er primært Kolding Sygehus og OUH, der foretager MR-scanninger af børn i Region Syddanmark.
Projektet er støttet af Ole Kirk´s Fond og Trygfonden. Data indsamles løbende, og resultaterne skal efterfølgende gøres op af læge Stine Bjerrum Runge i to videnskabelige artikler.

Også voksne med klaustrofobi og angst kan have gavn af at bruge indretningen omkring scanneren pga. de muligheder, der er for et se film- og lystemaer og ved hjælp af det særlige spejl, som forandrer det indre af scanneren fra en snæver cylinder til et åbent, lyst og venligt sted at ligge.
 

 

MR-scanner
Det er en genkendeligt univers hele vejen igennem scanningen - med
skovens dyr og trolden Rumle, som er kendt fra børneafdelingen på Kolding Sygehus.


Ti trin til en børnevenlig MR-scanning
1. Sammen med indkaldelsen til MR-scanning på Kolding Sygehus får forældrene et link til download af app´en.  Her møder de en radiograf og kan bevæge sig ind i de rum, som de også vil møde på sygehuset. De skal bl.a. lege med en mini-MR-scanner. Det er vigtigt børnene kommer igennem hele spillet, så radiograferne ved, hvad de har fået af information. Hent app´en ”Med Rumle i MR”. 
2. Når børnene og deres forældre ankommer til Kolding Sygehus og afdelingen Røntgen og Scanning, møder de trolden Rumle, som også er den gennemgående figur på børneafdelingen på Kolding Sygehus. Det betyder, at flere børn allerede kender den fra tidligere.
3. Børnene og deres forældre kommer direkte ind i børne-loungen, hvor lege-scanneren står omgivet af elementer fra Rumleuniverset. Børnene skal altså ikke vente i venteværelset.
4. I børne-loungen tager radiografen (den ægte) imod forældre og barn. De er nu præcis i det samme univers, som de spillede igennem på Ipad´en. På mini-MR-scanneren kan de undersøge fire forskellige figurer for, hvad de fejler. Når de skal videre, må de gerne tage en af figurerne med ind til scanningen.
5. Børnene vælger et tema med lys, lyd og en film. Temaet går igen hele vejen.
6. Næste rum er forberedelsesrummet, hvor børnene og deres forældre skal tage smykker og andre metalgenstande af. Den situation har de også spillet igennem på Ipad´en.
7. Nu skal de ind i det rum, hvor scanneren står. Her er alt udstyr gemt væk bag låger i skabe, så de kun behøver at følge med i den film, som de har valgt.
8. Når de bliver lagt ned og kørt ind i scanneren sidder mor og far i hver sin ende af scanneren. Barnet kan se forældrene og filmen i en slags briller med et spejl, som lukker af for det perifere syn, så det føles som om forældrene og skærmen er meget tæt på.
9. Nu kommer den sværeste del af MR-scanningen. Barnet skal nemlig ligge helt stille, og det larmer ret meget inde i scanneren. Barnet får høretelefoner på, og de ved fra spillet, at det skal ligge helt stille, for ellers bliver billederne rystede og ubrugelige.
10. Scanningen tager typisk mellem 15 og 30 minutter. Når det er overstået får barnet et Rumle -diplom ligesom derhjemme efter at have gennemført spillet.
 

 

MR-scanner


Siden er sidst opdateret 08-11-2016.
Kontakt: Anna-Esther Nielsen - OUH



Sygehus Lillebælt | Telefon 76 36 20 00 | Send sikker e-mail til Sygehus Lillebælt