Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
Header

Vi vil gerne overrendes med dilemmaer!

Ny formand for Klinisk Etisk Udvalg på SHL

Ny formand i stolen i Klinisk Etisk Udvalg på Sygehus Lillebælt opfordrer kolleger til at diskutere og indsende dilemmaer. 


Af Kir Klysner. Foto Charlotte Dahl.

”Jeg vil gerne have, at vi taler mere om etik. Det er vigtigt, når vi vil være patienternes sygehus, at vi er det helt fra de kommer ind af døren. Vi skal se det hele menneske og de overvejelser og forventninger, som det enkelte menneske kommer med,” siger Lisa Seest, som er overlæge i anæstesi og har sin daglige gang på intensivafdelingen på Kolding Sygehus.


Fire gange om året vil Klinisk Etisk Udvalg på Sygehus Lillebælt mødes, tidligere var der færre møder. Lisa Seest er ny formand efter overlæge fra Nuklearmedicinsk Afdeling på Vejle Sygehus Ole Hartling er gået på pension. 


”Jeg mener ligesom Ole Hartling, at når man har noget at sige om bagsiden af medaljen, så er man nødt til at stå ved det og også gøre noget ved det. Jeg håber, at jeg sammen med udvalget kan flytte nogen ting.”


Ordentlighed helt til livet slutter
Et vigtigt fokusområde for Lisa Seest at sikre en værdig død både på sygehuset, og hvis ønsket er der - i borgernes eget hjem.

”Beslutningen skal tages sammen med de pårørende og vigtigst patienten selv. Jeg mener, at vi skal være skarpere på at skrue ned på behandlings-siden og aktivere palliativ-siden. Vi er som læger uddannede til at være livreddere, og det skal selvfølgelig være vores fokus, men når livet ebber ud, skal det have lige så stor prioritet at lindre. Der sidder to præster i udvalget, og de hører ofte fra de pårørende, at de har oplevet, at den døende havde mange smerter og lufthunger de sidste døgn. Vi skal gøre, hvad vi kan for at undgå dette.”

Sanserne er på overarbejde
Lisa Seest har gjort det til en del af sit arbejde at mødes med pårørende, efter de har oplevet at miste et menneske på intensiv afdeling.


”De har jo erindringerne og skal leve videre med dem. I de dage, hvor man oplever at miste et menneske, er ens sanser på 110 procent. Man kan huske alt, hvad der bliver sagt på stuen, og hvor langt stearinlyset i kapellet er brændt ned. Alt huskes i detaljer. Derfor er det så vigtigt, at vi gør det godt. De skal have oplevelsen med i bagagen - den går aldrig væk. Vi skal turde rumme patienten og de pårørende også i den fase. Nogen tør ikke være i rum med døden, måske fordi vi konfronteres med vores egen død, og at vi i det hele taget er dødelige.”


Der er to palliativ-senge på Vejle Sygehus, og Lisa Seest håber, der kan oprettes det samme på Kolding Sygehus for døende patienter, så familien og den døende kan være i smukke og trygge rammer. Samtidig bør der samles et fagligt team omkring de døende patienter, som har interessen for at gøre det bedste ved livets slutning.

Vi skal fokusere på mennesket 
Lisa Seests motivation bygger dels på personlige oplevelser og dels på erkendelsen af vigtigheden gennem 25 års lægearbejde.

”Der er meget prestige i at interessere sig for den faktuelle del af faget f.eks. dialyse og hjertepumpesvigt. Og det er også meget vigtigt. Der er ikke så meget prestige i at snakke om døden og tage hånd om familien. Vi kommer til at blive dygtigere og dygtigere på det teknologisk og medicinske område, men vi er nødt til at se holistisk på mennesket og familien. ”


Lisa er ikke Mads
Som ny formand for Klinisk Etisk Udvalg på Sygehus Lillebælt håber hun at komme rundt om det hele, og at flere vil diskutere etik i frokoststuen og skrive til udvalget med de etiske dilemmaer.
 

”Vi vil gerne overrendes med dilemmaer. Vi har fået tilsendt et par stykker og diskuterer dem.  I udvalget vil vi finde en måde at videreformidle vores analyse. Der kommer ingen løsning på et etisk dilemma, men vi kan formidle de etiske overvejelser, som man kan gøre sig forud for en beslutning. Beslutninger i etiske dilemmaer bliver ofte at beslutte det mindst dårlige, for hvis der var en god og sikker beslutning, var der ikke et dilemma.”

”Det er vigtigt at sige, at vi ikke er Mads og Monopolet, der siger, hvad de synes. Vi fokuserer slet ikke på, hvad vi selv mener, men analyserer den etiske problemstilling med en systematisk gennemgang af dilemmaet. Vi er ved at indføre en ny norsk analysemetode, og den vil vi gerne blive gode til at bruge.”

Dilemmaer kan indsendes gennem sekretæren for Klinisk Etisk Udvalg på Sygehus Lillebælt Louise Myung Mortensen, hvor man kan skrive, hvis man ønsker dilemmaet behandlet anonymt.

I Klinisk Etisk Udvalg på Sygehus Lillebælt sidder både præster ansat på sygehuset, sygeplejersker, læger og Sygehus Lillebælts sygeplejefaglig direktør Helle Adolfsen.


Siden er sidst opdateret 29-06-2016.
Kontakt: Anna-Esther Nielsen - OUH



Sygehus Lillebælt | Telefon 76 36 20 00 | Send sikker e-mail til Sygehus Lillebælt