Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
Header

Slut med at lægge tøj frem

Engang var det fast rutine, men nu er det op til den enkelte patient. Dorthe Dall Kristensen på Onkologisk Afdeling har sammen med en kollega undersøgt, hvornår patienterne foretrækker deres eget tøj fremfor patienttøjet – og det er slet ikke ens for alle. 

 

Af Kir Klysner, foto: Charlotte Dahl

 

”Vi skal huske at spørge,” siger Dorthe Dall Kristensen, sygeplejerske på Onkologisk Afdeling på Vejle Sygehus. Det er ikke kutyme længere for hende at lægge tøj frem til patienterne.

Patienterne bliver overrasket, når de får at vide, at der er frit valg.

”Der er rigtig mange, der ikke ved, de må bruge deres eget tøj.”

Patienttøj er kun et krav, når patienter på Onkologisk Afdeling skal igennem en operation. For de andre patienter – også dem der skal have strålebehandling – er det frivilligt. 

 

Engang var det fast rutine, men nu er det op til den enkelte patient. Dorthe Dall Kristensen på Onkologisk Afdeling har sammen med en kollega undersøgt, hvornår patienterne foretrækker deres eget tøj fremfor patienttøjet – og det er slet ikke ens for alle.
Dorte Dall Kristensen.


Fællesskab med de andre patienter
Dorthe Dall Kristensen satte sig for at undersøge, om der er situationer, hvor patienterne har det bedst i patienthabitten. Først lavede hun en spørgeskemaundersøgelse blandt sin kollegaer og senere interviewede hun 10 patienter.

Resultaterne viser, at patienterne gerne vil kunne ”pendulere” – altså skifte mellem at være patient og ikke-patient ved at skifte tøj. 

”Det overraskede mig, at mange af patienterne har det godt med tøjet. De har brug for at lægge ansvaret fra sig og være syg. Og det er både mænd, kvinder, unge og gamle, som siger det.”


Der var også patienter i undersøgelsen, som helst ikke vil i patienttøjet. 

”De oplever at blive sygeliggjort og sat i bås som patient, når de har patienttøj på. Men de fleste har det godt med at tage patienttøj på, fordi de føler et fællesskab, hvor de kan spørge de andre patienter til råds.”

For sygeplejerskens skyld
Faktisk oplevede Dorthe Dall Kristensen også, at patienterne tænker patienttøjet som en tjeneste til personalet, når de er indlagt.


”Alle vil gerne være den gode patient. De vil gerne gøre det, der er bedst for os. Derfor skal vi italesætte, at de gerne må have deres eget tøj på.”

Og tjenesten går også til dem derhjemme. Fire mænd nævner i undersøgelsen, at de ikke vil være en belastning for deres koner derhjemme ved at sende vasketøj med dem hjem.


Ser personligheden i tøjet
Dorthe Dall Kristensen foretrækker selv, at patienterne har deres eget tøj på.

”Jeg er glad for at se folk i deres eget tøj, for så får vi lov at se deres identitet. Så er der mere hr. Hansen end patient med den og den sygdom over det. Og jeg synes, det er nemmere at have et ligeværdigt forhold, hvis man kan se deres personlighed.” 


Et godt sted at starte
”Det her er et lille bitte hjørne af patientinddragelsen. Men det er et godt at starte. Det er nemlig nemt at snakke med patienterne om det. Alle har en holdning til det, og det er nemt at finde ud af, hvad patienten føler.” 

Dorthe Dall Kristensen har skrevet en artikel om undersøgelsen sammen med sin kollega Bodil Winther. Artiklen er udgivet i Dansk Sygeplejeråds Fag & Forskning 2016. Både en svensk undersøgelse og en undersøgelse fra Aalborg Universitetshospital har nogle af de samme resultater, som er foretaget på både et hospice og kliniske og medicinske afdelinger.

Se den samlede analyse i artiklen ”Patienttøj skaber og beskytter identiteten”


De to forfattere stiller tre spørgsmål til debat:
1. Hvilke tanker har I gjort jer om patienternes påklædning?
2. Hvordan tilbyder I patienterne at vælge tøj under indlæggelsen?
3. Overvej, om I vurderer patienter i hospitalstøj og eget tøj forskelligt?
 


Siden er sidst opdateret 22-06-2016.
Kontakt: Anna-Esther Nielsen - OUH



Sygehus Lillebælt | Telefon 76 36 20 00 | Send sikker e-mail til Sygehus Lillebælt