Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
Header

Sygeplejerskedrømmen gik i opfyldelse

Anni Bonne Petersen har altid drømt om at blive sygeplejerske. I en alder af 53 år, og efter 30 år på arbejdsmarkedet som social- og sundhedshjælper, begyndte hun på sygeplejeskolen. Nu er drømmen gået i opfyldelse.


Af Tine Glindvad Polat, Sygehus Lillebælt kommunikation.

Anni Bonne Petersen sygeplejerske A160 VS
Da Anni Bonne Petersen mandag d. 1. februar mødte ind til sin første vagt med sygeplejerskenålen hæftet fast på uniformen, blev hun budt velkommen med æresport, gaver, blomster og et bugnende morgenbord. Hendes arbejdsplads gennem 10 år, Organkirurgisk Sengeafsnit A 160 på Vejle Sygehus, har givet hende mange ansvarsområder og gode arbejdsår som social- og sundhedsassistent, men drømmen om at blive sygeplejerske, har hun aldrig sluppet.

- Jeg fik sagt det til en MUS-samtale med min afdelingssygeplejerske Dorthe Thybo Rasmussen, som har banet vejen og bakket mig op hele vejen. De har været helt fantastiske, fortæller Anni Bonne Petersen.



Stolt som en pave

Anni fik orlov og garanti for at der var en plads til hende, når de to et halvt år på skolebænken var forbi. Fordi hun har så mange års erfaring som social- og sundhedshjælper, fik hun et års merit.

- Da jeg havde passeret de 50, var tiden ved at løbe lidt fra mig, men jeg blev virkelig støttet i at gøre det, og jeg er stolt som en pave over, at det er lykkedes. Jeg glæder mig til at få nye udfordringer og stå med ansvaret selv, fortæller Anni Bonne Petersen.

Som studerende over 50 kunne Anni Bonne Petersen være mor til mange af sine medstuderende, men det var ikke noget, hun havde det svært med.

- Det har været helt fint. Jeg kom jo med en masse erfaring, så jeg har svaret på mange spørgsmål fra mange af mine yngre medstuderende, fortæller Anni Bonne Petersen.
Men faktisk var hun ikke den eneste modne studerende på sygeplejeskolen. De var 15 meritstuderende, hvor en del var over 40.

 

Fremtidssikring


Anni Bonne Petersen lægger ikke skjul på, at hun også har taget sygeplejerskeuddannelsen for at fremtidssikre sig selv.

- Vi ved, at vi kommer til at arbejde til vi er mindst 65 år og med alle de forandringer, der sker i sundhedsvæsenet, giver det helt andre jobmuligheder som sygeplejerske end man har som social- og sundhedsassistent, siger Anni Bonne Petersen.

Anni Bonne Petersen skrev om livskvalitet på hospice i sit eksamensprojekt. En viden som hun håber at kunne bruge i sin afdeling, som netop har taget deres nyindrettede palliationsstue i brug.


Siden er sidst opdateret 09-02-2016.
Kontakt: Anna-Esther Nielsen - OUH



Sygehus Lillebælt | Telefon 76 36 20 00 | Send sikker e-mail til Sygehus Lillebælt