Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
Header

Hjerteafdelingen er blevet god til at tackle døden

Tryghed og professionalisme er kodeordet for det forbedringsarbejde, som har gjort det markant bedre for både patienter, pårørende og personale, når terminale hjertesvigtspatienters sidste tid varetages på Hjertemedicinsk Sengeafsnit i Vejle.
 

Af Tine Glindvad Polat, Sygehus Lillebælt kommunikation.
 

På Hjertemedicinsk Sengeafdeling i Vejle har de ved fælles hjælp og med et stærkt fokus forbedret tilbuddet til døende patienter med hjertesvigt markant.

Den palliative tilgang skal starte, når behovet opstår og ikke kun i den terminale fase. Kendetegnende for hjertesvigtpatienter er således, at der kan være stor usikkerhed om prognose, når sygdommen opdages. Dette medfører blandt andet, at der i nogle tilfælde ikke tilbydes rettidig symptombehandling og samtaler om den sidste tid med deltagelse af pårørende, ”prognostisk lammelse”. Dette kan i værste fald betyde, at fokus kun er på det akutte og ikke på en sammenhængende behandling med fokus på livskvalitet.

Den forbedrede indsats for de terminale hjertepatienter, er blevet bemærket rundt omkring i landet så specialeansvarlig sygeplejerske Elin Fredsted Petersen og overlæge Vibeke Brogaard Hansen suser landet rundt, for at fortælle andre om deres tiltag for døende patienter og organisation i afdelingen.

- Kardiologien er et ”rescuespeciale”, og vi har ikke været ret gode til at tale om døden. Før blev vores patienter ofte udskrevet til egen læge, hvis al behandling var udsigtsløs, hvilket gav stor utryghed, da det er os, der kender de her patienter – ofte igennem mange år helt fra diagnose tidspunktet, fortæller overlæge Vibeke Brogaard Hansen.

Klarhed, tryghed og fokus på de rigtige ting

Baggrunden for at forbedre tilbuddet til patienter med hjertesvigt er Sundhedsstyrelsens anbefaling fra 2011 om, at alle patienter med livstruende sygdom skal have tilbud om palliation, når behovet opstår. Formålet er at forsøge at bremse sygdomsprogression og at bedre livskvalitet.  Det har Sygehus Lillebælt nu en overordnet retningslinje på og der er også et holdningspapir på vej i Dansk Kardiologisk Selskab, som to af afdelingens overlæger, Susanne Aagaard og Vibeke Brogaard Hansen er med til at bære frem. Vibeke understreger, at inspirationen til meget af det, som de nu gør for de døende hjertepatienter, kommer fra samarbejde med Palliativt Team i Vejle og skelen til, hvad man gør i onkologiske regi.

- Der er for eksempel udfærdiget retningslinjer med links, der giver nem tilgang til at udfærdige en terminalerklæring, som udløser gratis medicin, psykologhjælp, fysioterapi, mulighed for at søge plads på hospice og kontakt til det palliative team.  Manglende viden om muligheder og tilbud til de terminale og deres pårørende har tidligere medført usikkerhed og afstandstagen blandt personalet, men nu er der i langt højere grad styr på det. Det har givet meget mere ro om de her patienter med klarhed, tryghed og overskud til at have fokus på de rigtige ting, forklarer overlæge Vibeke Brogaard Hansen.

De pårørende bruger os i deres sorgproces

Det er sat i system, hvordan det skal foregå, når afdelingen har en terminal patient, som ønsker at dø hos dem. Målet har været at kunne håndtere denne side af kardiologien lige så professionelt, som den øvrige behandling. Det handler om, at læger og sygeplejersker ved, hvad de kan tilbyde patienterne, når livet er ved at rinde ud, og det handler om lindring i stedet for livsforlængende behandling. Personalet er blevet bedre til at udnytte, at de i kardiologien følger patienten fra diagnose over behandling og kontroller til de til sidst dør af deres hjertesygdom.

- Det skal være en speciallæge med brede skuldre, som tager snakken med patient og pårørende om den sidste tid, og afdelingen har en holdning til, at vi prioriterer de her patienter højt, og deres pårørende kan være medindlagt. Når patienten er død, opfordrer vi de pårørende til at komme og tale med os. Det hjælper dem rigtig meget i deres sorgproces, fordi vi ofte har kendt vores patienter gennem mange år. Vi oplever, at de pårørende kommer og viser os billeder fra begravelsen, fortæller Vibeke Brogaard Hansen.

Stor tryghed – også fredag aften

Trygheden har været kodeordet helt fra projektets start, hvor tre af afdelingens sygeplejersker Anja Andersen, Pia Yousfi og Elin Fredsted Petersen havde et ønske om et mere kvalificeret, ensrettet tilbud til de døende patienter. Afdelingen har nu en bred palet af forskellige tilbud: mulighed for at tilbyde åben indlæggelse, tæt kontrol i ambulatoriet og tæt samarbejde med familien, nemmere adgang til at terminalerklære, og for de som skal dø i afdelingen bliver Tryghedskassens medicin nu ordineret, så sygeplejersken har mulighed for hurtigt at lindre patienten også når lægen ikke lige er i nærheden. Den indeholder blandt andet medicin, som normalt ikke har været i Hjerteafdelingens sortiment.

- Det betyder, at der altid er hjælp at få – også en fredag aften. Der er en enorm stor faglig tilfredsstillelse i at kunne gå hjem og vide, at vi har gjort alt, hvad vi kunne, og at vi også kan noget, når det handler om at lindre. Utilstrækkelighedsfølelsen er ikke rar. Dét, at der er blevet meget mere ro på de her forløb gør, at det bliver mere værdigt for alle parter, siger Elin Fredsted Petersen.


Siden er sidst opdateret 12-01-2016.
Kontakt: Anna-Esther Nielsen - OUH



Sygehus Lillebælt | Telefon 76 36 20 00 | Send sikker e-mail til Sygehus Lillebælt