Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
Header

Tre millioner til projekt om børnevenlig skanning

Røntgenafdelingen i Kolding har fået en donation på tre millioner kroner fra TrygFonden og Ole Kirk’s Fond til projektet ”Children Centered Care”. Pengene skal bruges til at gøre det til en bedre og mere tryg oplevelse for børn, når de skal MR-skannes.

Af Tine Glindvad Polat, Sygehus Lillebælt kommunikation.

Sofie Blanner Lundbo på 10 år kender alt til, hvor bange og utryg man kan være, når man er syg og skal igennem en masse undersøgelser og behandlinger på sygehuset. Sofie har i to år været tilknyttet HC. Andersens Børnehospital på OUH, fordi hun havde leukæmi. Men det interaktive børneunivers, de tilbyder, har været en stor hjælp for Sofie.

- I app’en er der figurer, der forklarer og fortæller, hvordan det for eksempel foregår, når man skal skannes eller have taget en blodprøve. Det var rigtig rart at vide, så var jeg ikke så bange, fortæller Sofie, som er helt rask i dag. Hun var med sin mor, Lotte Blanner, til reception fredag d. 6. november på Kolding Sygehus, da Røntgenafdelingen fejrede, at de har fået en flot donation på tre millioner kroner.

Røntgen donation TrygFonden KS
 Lisbeth Oxholm Andersen, repræsentant for TrygFondens regionale råd i Region Syddanmark, overrækker deres del af donationen til ledende overlæge Ib Erik Jensen. 

De penge skal netop bruges til at tage børnene ved hånden og forberede dem inden de skal på sygehuset og også gøre det til en mere behagelig oplevelse, når de er der.

- Vi har ladet os inspirere både af OUH og Rigshospitalet og forsøger at kombinere og bygge videre på de erfaringer, andre har gjort sig. Vores mål er, at vi kan reducere det antal børn i målgruppen 4-10 år, der bliver bedøvet i forbindelse med en MR–skanning med 75 procent forklarer ledende overlæge Ib Erik Jensen.

Vigtig viden og tryghed bliver styrket

Donationen på tre millioner skal helt konkret bruges til at udvikle et helstøbt koncept, som både indeholder pædagogisk træning af et særligt børneteam af radiografer, der bliver udviklet en app med den kendte Rumle-figur fra Børneafdelingen, så forældrene hjemmefra kan forberede børnene på, hvad der skal foregå. I Røntgenafdelingen bliver der indrettet en børnelounge med blødt lys, malerier på væggene og en testskanner, så børnene kan scanne deres tøjelefant eller dukke. Selve skannerrummet bliver indrettet med en lyssætning, der kan varieres med forskellige farver og med mulighed for at vise film og grafik på væggen, afstemt efter patientens alder. Det hele med det formål at skabe tryghed.

Røntgen Kolding
Radiograf Kim Jensen og læge Stine Bjerrum Runge er med i projektgruppen og også en del af det særlige børneteam bag "Children Centered Care". (Modelfoto).

- Når børn kommer på hospitalet, er de i en uvant og utryg situation. De ukendte omgivelser, hvide kitler og usikkerhed om, hvad der skal ske, kan være en stor mundfuld – selv for voksne. I TrygFonden ønsker vi, at alle skal have et trygt og sikkert møde med sundhedsvæsnet, og derfor støtter vi meget gerne Kolding Sygehus i udviklingen af Children Centered Care på Røntgenafdelingen.
Projektet vil gøre en stor forskel for de børn, der skal skannes, og dermed også for deres forældre og personalet på hospitalet. Det bliver spændende at følge, hvordan lys, lyde og farver kan bruges til at skabe tryghed, sagde Lisbeth Oxholm Andersen, repræsentant for TrygFondens regionale råd i Region Syddanmark, da hun fredag d. 6. november overrakte TrygFondens donation på en stor papcheck.

Også Ole Kirk's Fond har valgt at støtte projektet:

- Ole Kirk’s Fond støtter Children Centered Care projektet på Kolding Sygehus, fordi projektet er med til at skabe inddragelse og tryghed blandt børn ved MR-scanninger, og dermed bidrager projektet med vigtig viden i forhold til, hvordan den samlede oplevelse for børn og deres familier kan forbedres under et sygdomsforløb. Derudover lægger vi vægt på, at projektet er skalerbart, hvilket betyder, at resultaterne forhåbentlig vil komme mange børn og deres familier til gode på landets øvrige hospitaler, siger Kathrine Kirk Muff, administrator af Ole Kirk’s Fond.

Tage sig tid til at skabe tillid

Helt op til 65 procent af børn, der skal bedøves, udviser angst i svær grad. Derfor vil personalet gerne undgå bedøvelsen, men det er et dilemma, fordi en MR-skanning også er en voldsom oplevelse. Man skal ligge helt stille i 20-40 minutter i et meget larmende rør.

- Det handler om at møde barnet i øjenhøjde og tage sig tid. Vores særlige radiograf-børneteam har et kvarter til at skabe tillid, tale med barnet om, hvad de har hørt og lært via app’en. I børneloungen er der malerier med kendte børnefigurer på væggen og i selve scanningsrummet bliver det også muligt at give børnene forskellige oplevelsesuniverser inde i selve MR-scanneren via den hjelm, de i forvejen skal have på, fortæller Ib Erik Jensen.

Konceptet udvikles og indføres i samarbejde med Syddansk Sundhedsinnovation, der bidrager med deres store erfaring med brugerinddragelse ,innovation og projektstyring.
Projektgruppen bag ”Children Centered Care” projektet forventer at både de konkrete tiltag og forskningsresultaterne er gennemført i løbet af de næste to år.


Siden er sidst opdateret 13-01-2016.
Kontakt: Anna-Esther Nielsen - OUH



Sygehus Lillebælt | Telefon 76 36 20 00 | Send sikker e-mail til Sygehus Lillebælt