Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
Header

Ung læge hiver priser hjem til Rygcentret

Læge og phd.studerende Ane Simony har hevet ikke færre end tre priser hjem til Rygcentret i Middelfart inden for de sidste to uger.

Af Tine Glindvad Polat, Sygehus Lillebælt kommunikation.


I sin Ph.d.-afhandling har Ane Simony undersøgt hvordan teenagere med skævhed i ryggen, som enten blev opereret eller fik korset, har klaret sig 25 år efter ved hjælp af PROM’er (Patient Reported Outcome Measures).  Det er enestående at have så lang opfølgning og det viser sig, at de har det godt, og klarer sig lige så godt som baggrundbefolkningen. Det fortæller overlæge på Rygkirurgisk Center i Middelfart.

- Hun kan sit stof og er god til at formidle, og samtidig har hun et helt unikt materiale. Der er ikke ret mange i verden, der kan generere de her former for follow up, og have styr på 83 procent af de patienter, man har inkluderet i et studie 25 år efter, de er blevet opereret eller behandlet. Ud af 219 patienter har hun styr på de 170 af dem, fortæller overlæge Mikkel Andersen fra Rygkirurgisk sektor med slet skjult stolthed.

Ane Simony EuroSpine pris
Ane Simony med EuroSpine prisen, som hun vandt blandt 1100 indsendte abstracts.


Kvalitetsstempel og fjer i hatten

Rygkirurgerne har haft en delegation i Holland og i København, hvor der i løbet af de sidste to uger har været afholdt to kongresser. I Amsterdam var det årsmødet i sammenslutningen af Nordisk Scolioseforening, NSDS, hvor Ane Simony fik både foredragsprisen og Stig Willner-prisen (afdød svensk børneortopædkirurg, som var én af grundlæggerne af den nordiske skoliosebehandling).

I København i sidste uge var de til den største europæiske kongres for rygkirurgi, EuroSpine.
På EuroSpine kongressen var der indsendt over 1100 abstracts, hvor af 189 var præsentationer fra podiet. Kun otte blev udtaget til foredragskonkurrencen, som Ane Simoni vandt efter hun var på scenen og holde sit foredrag.

- I det selskab betyder det rigtig meget. For Ane er det en fjer i hatten og et kvalitetstempel af hendes ph.d., som hun lige er blevet færdig med. For Rygcentret er det en anerkendelse af at Middelfart nu er sat på europakortet behandlings- og forskningsmæssigt. Det har været en femårsproces, men vi er der nu og folk ved, hvad vi står for, når vi siger at vi kommer fra Middelfart, fortæller Mikkel Andersen.

Ane Simony Amsterdam pris
Ane Simony på podietved NSDS-årsmødet i Amsterdam, hvor hun fik både foredragsprisen og Stig Willner prisen.


Siden er sidst opdateret 07-09-2015.
Kontakt: Anna-Esther Nielsen - OUH



Sygehus Lillebælt | Telefon 76 36 20 00 | Send sikker e-mail til Sygehus Lillebælt