Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
Header

En mester kom forbi

Plastikkirurgen Karl Breuning fra Boston er en af de allerbedste til brystbevarende operationer. Som første stop på en rundtur i Skandinavien besøgte han mandag Organ- og Plastikkirurgisk Afdeling på Vejle Sygehus, hvor han opererede sammen med afdelingens kirurger.
 

Af Trine Vu, foto: Hanne-Mette Poulsgaard

Brystbevarende operation, Organ- og Plastikkirurgisk Afdeling, Vejle Sygehus 
Plastikkirurg Karl Breuning fra USA gik direkte med på operationsstuen på Organ- og Plastikkirurgisk Afdeling i Vejle, da han mandag den 1. juni besøgte Vejle Sygehus. Her er Lars Bjørn Stolle (tv.) og Karl Breuning (th.) i gang med at rekonstruere et bryst, efter at de har fjernet en stor kræftknude.

Med hænder, der har gjort det mange gange før, placerer han omhyggeligt to stykker glat og fin, hvid matrix – eller grisehud nederst i det hulrum, der er tilbage efter at patientens venstre bryst netop er fjernet. Hudstykkerne skal ligge helt rigtigt, for om lidt skal de sys sammen og blive til en slags indvendig bh for den protese, der skal erstatte den 47-årige kvindes venstre bryst.

De omhyggelige hænder er plastikkirurg Karl Breunings. Til hverdag har han hjemme på Rhode Island Hospital, Brown University nær Boston i USA, men fordi den tyskfødte kirurg er blandt de allerbedste til brystbevarende operationer, er han lige nu på rundtur for at dele sin viden med kollegaer i Skandinavien.

Første stop er Organ- og Plastikkirurgisk Afdeling på Vejle Sygehus. Her tager overlægerne Susanne Arffmann, Lars Bjørn Stolle og Jørn Bo Thomsen imod ’mesteren’ og arbejder hele dagen sammen med ham på operationsstuen.

Teknikken med at bruge grisehud og proteser til brystbevarende operationer er ikke ny, den har plastikkirurgerne i Vejle for længst taget til sig. Metoden er nemlig mere skånsom til rekonstruktioner end den mere traditionelle metode, hvor brystet genskabes ved hjælp af en muskel fra ryggen.

Brystbevarende operation 
Sådan ser det lille stykke grisehud ud. Når det er indopereret vokser det efterhånden sammen med patientens egen hud.

Alligevel gør det en forskel at få besøg af en af de bedste på feltet, mener Jørn Bo Thomsen:

"Vi bliver først og fremmest bekræftet i, at det, vi gør her i Vejle, er rigtig godt, og at vi er på et højt, internationalt niveau, siger han, og Lars Bjørn Stolle supplerer:

"Karl Breuning gør ikke tingene på en helt anden måde, end vi gør. Det er de små ting - som for eksempel måden, han bevæger hænderne på samt hele hans arbejdsflow, som jeg kan lære af. Han bruger også en speciel teknik, når han syr underhuden sammen, og den teknik kunne jeg godt forestille mig, at jeg fremover vil bruge i nogle tilfælde.

Noget andet, der gør indtryk på kollegaerne på Organ- og Plastikkirurgisk Afdeling, er stjernekirurgens meget systematiske forberedelse inden en operation.

"Når jeg skal rekonstruere et bryst, er jeg nødt til at vide præcis, hvordan brystet har set ud før, og derfor tager jeg inden operationen billeder af brystet under forskellige bevægelser, så jeg kan se, hvordan det falder. Jeg tager billederne med ind til operationen, så jeg hele tiden kan se præcis, hvordan brystet så ud før, fortæller Karl Breuning.

Brystbevarende operation  
Et af Karl Breunings trick til et godt resultat er god forberedelse inden operationen. Her studerer han sammen med kollegaerne i Vejle røntgenbilleder af patienten.

Stjernekirurgen får imidlertid også noget med sig hjem til USA fra besøget på Vejle Sygehus.

"Jeres metode med at bruge ultralydsscanning til at finde en karforsyning til huden omkring brystet er interessant, og det vil jeg gerne arbejde videre med, siger han og tilføjer, at det jo gælder om at udveksle så meget viden som muligt, så alle ikke skal opfinde det samme hjul, men i stedet kan sørge for at komme videre med udviklingen – til gavn for patienterne.

På operationsstuen har gæstekirurgen fået lagt protesen rigtigt på plads og er nu ved at sy de to stykker ny hud sammen, så de som en skræddersyet, indvendig bh holder protesen på plads. Bagefter lukker han med ligeså sirlige, små sting patientens egen hud om det nye bryst. Han træder et skridt tilbage og betragter resultatet.

"Det tror jeg, hun bliver glad for”, siger han og trækker handskerne af. 

Brystbevarende operation  
Brystprotesen er på plads og plastikkirurgerne syr de to stykker ny svinehud sammen, så de som en skræddersyet, indvendig bh holder protesen på plads. Bagefter lukkes patientens egen hud og så mangler kun en rekonstruktion af brystvorten.


Siden er sidst opdateret 04-06-2015.
Kontakt: Anna-Esther Nielsen - OUH



Sygehus Lillebælt | Telefon 76 36 20 00 | Send sikker e-mail til Sygehus Lillebælt