Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
Header

Konsultation via skærm hjemme i dagligstuen

De kronisk syge patienter, som tit går til kontrol på Medicinsk Ambulatorium i Kolding, kan nu Skype med sygeplejerske eller læge og slippe for at bruge arbejds- og transporttid på at komme til og fra sygehuset.

Af Tine Glindvad Polat, Sygehus Lillebælt kommunikation.

Patienter med kroniske sygdomme som stofskifte- og sukkersyge er hyppige gæster på Medicinsk Ambulatorium i Kolding. De går til kontroller med jævne mellemrum, ofte hver tredje eller sjette måned.
Mange af de kroniske patienter er erhvervsaktive, som hver gang de skal til kontrol, skal tage fri fra arbejde og bruge tid på transport til sygehuset, måske ventetid på sygehuset og transport hjem igen.
Derfor tilbyder Medicinsk Ambulatorium nu, at patienterne kan få Skype-konsultationer med lægen eller sygeplejersken. Tilbuddet startede op i november, og afdelingssygeplejerske Heidi Nordahl Jensen oplever allerede, at patienterne er positive og glade for tilbuddet.

- Vi vil gerne have en hel palet af muligheder til vores patienter. For dem, hvor teknologiske løsninger er en naturlig del af hverdagen, vil det også være oplagt at benytte sig af dem, når de skal bruge sundhedsvæsenet. Samtidig bliver det også lettere at leve med en kronisk sygdom, når man ikke så tit behøver at befinde sig på et sygehus, forklarer Heidi Nordahl Jensen.

Skype konsultation Med Amb KS
Overlæge på Medicinsk Afdeling, Hong Mei Duan, tester her, hvordan en konsultation via Skype foregår. Foto: Hanne Mette Poulsgaard.

Bedre resultater ved telekonsultation

Inspirationen til at tilbyde Skype-konsultationer kommer fra et ’fast track’ projekt, som specialeansvarlig overlæge i Endokrinologisk Ambulatorium, Ole Winther Rasmussen står bag. Her fik to grupper patienter henholdsvis konsultationer på sygehuset og telekonsultationer derhjemme. Resultaterne er overbevisende.

- Projektet viste, at de patienter, der fik telekonsultationer havde signifikant bedre reguleret blodsukker, blodtryk og kolestrol, da vi gjorde tallene op efter seks måneder, fortæller Ole Winther Rasmussen.
Konsultationerne via skærm viste sig også at være kortere. I gennemsnit varede de 17 minutter, hvor konsultationerne på sygehuset varede 22 minutter.

Han afviser anken om, at det er upersonligt at tale med lægen eller sygeplejersken via en skærm.
- Det er faktisk meget personligt, at sidde i folks stuer. Det giver også den fordel, at folk er mere afslappede og samtalen bliver mere fokuseret og målrettet, forklarer Ole Winther Rasmussen.


Den fleksible konsultation

Han understreger, at Skype-konsultationer ikke skal erstatte konsultationer på sygehuset, men være et supplement, så patienten kun behøver at ulejlige sig med at komme fx tre gange om året i stedet for seks gange.

- Vi kan ikke tillade os at bruge så mange ressourcer på, at folk skal tage fri, bruge tid og transport på at komme til os. Der er både samfundsøkonomiske fordele ved at have konsultationer via en skærm og så er de nye sygehuse, der er ved at blive bygget mange steder i landet, heller ikke dimensioneret til, at vi skal have så mange ambulante besøg på sygehuset, siger Ole Winther Rasmussen.

Han forudser, at der om få år vil være dobbelt så mange konsultationer via skærm og at patientbehandlingen i fremtiden ikke har faste konsultations tider, men at patienterne kontakter afdelingen ved behov for konsultation på Skype i et slags ”call center”.


Siden er sidst opdateret 10-03-2015.
Kontakt: Anna-Esther Nielsen - OUH



Sygehus Lillebælt | Telefon 76 36 20 00 | Send sikker e-mail til Sygehus Lillebælt