Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
Header

Billedforberedelse gør patienter mindre bange

Patienterne på Nuklearmedicinsk Afdeling er blevet mindre bekymrede for den undersøgelse, de står foran, fordi de hjemmefra har mulighed for at forberede sig på alle tænkelige situationer. De får et link til en billedserie fra afdelingen, som viser hvordan alle slags undersøgelser foregår.

Af Tine Glindvad Polat og Charlotte Dahl (foto) Sygehus Lillebælt kommunikation.

Indsprøjtning med radioaktivt sporstof og gammakameraer giver mange patienter nogle uhyggelige billeder på nethinden. Selvom der ikke er større risiko forbundet med det, end ved en røntgenundersøgelse, så giver det nogle andre associationer, at få radioaktivt stof ind i kroppen.
For at forberede patienterne bedre på den undersøgelse, de skal igennem, har afdelingen fået produceret en lang stribe billeder af alle de forskellige stadier i en undersøgelse, ledsaget af små forklarende billedtekster.
Når patienten modtager sin indkaldelse i E-boks er der vedhæftet et link, som fører til billedserien.

Bioanalytiker-underviser Winnie Heegaard har sammen med sin kollega, teknologiansvarlig bioanalytiker Boris Mathiasen, stået bag udviklingen af billedmaterialet til patienterne.
- Vi har fået afmystificeret undersøgelsen, som ikke er så slem, som mange frygter, fortæller Winnie Heegaard.

Nuklear scanning
Eksempel på billede fra billedserien, så patienterne kan se, hvordan undersøgelserne foregår.

91 procent føler sig bedre rustet

Det særlige ved en undersøgelse i Nuklearmedicinsk Afdeling er, at patienterne kan vente op til tre timer mellem injektion og billedoptagelse. Derfor har afdelingen udstyret venteværelset med fem iPads, som patienterne kan bruge både til underholdning og information. Billedserien om undersøgelserne ligger også på iPads’ene.
- Vi udførte elektronisk spørgeskemaundersøgelser på iPads mens patienterne var i afdelingen. Både for at undersøge, om patienterne ville bruge iPads til underholdning i afdelingen og om de følte sig mindre bange eller bekymrede for undersøgelsen, efter de havde set billederne på iPads forklarer Winnie Heegaard.

Det viste sig, at 91 procent, at de der svarede, følte at det var en ekstra hjælp og at billedforberedelsen hjalp dem. Der var cirka 300 patienter, som svarede på spørgeskemaet.

Winnie Heegaard deler gerne ud af erfaringer og giver yderligere information, hvis andre afdelinger er interesserede. Winnie Heegaard@rsyd.dk Direkte tlf. 7940 5824

Nuklear iPad
 
iPad i brug i venteværelset. 


Siden er sidst opdateret 27-01-2015.
Kontakt: Anna-Esther Nielsen - OUH



Sygehus Lillebælt | Telefon 76 36 20 00 | Send sikker e-mail til Sygehus Lillebælt